Botox, mimik og børn

Botox lammer ens muskler, så blandt andet børn ikke kan genkende de voksnes følelser, skriver Birthe Mathiesen.
Jeg talte med Birthe i går som fortalte mig hun havde skrevet denne kronik i information https://www.information.dk/debat/2026/03/ansigter-uden-rynker-mimik-goer-bedre-paa-fotografi-tv-film
En ting er at hun har ret i at film med tiden kan blive utroligt følelses forladte fordi skuespillerne ikke kan bevæge ansigtet og se hverken sure, kede eller glade ud, men det aller vigtigste hun sagde, efter min mening var, at børn ikke kan afkode deres mødre.

Det er så vigtigt i vores forståelse og kommunikation af og til et andet menneske, at vi kan aflæse deres mimik. Udover det talte sprog, toneleje og kropssprog, er mimik en hel central del af vores nonverbale kommunikation. Troværdighed og ægte følelser kommer bla. til udtryk i vores mimik, men også synlig empati og medfølelse kommer til udtryk i vores mimik og dermed er mimikken med til at skabe grobund for tilliden i en dialog. Studier viser at 7% af din kommunikation er det sagde ord og 93% af din kommunikation ligger i din attitude, energi, ansigtsmimik og toneleje. Og præcis derfor er dette emne så vandvittig vigtigt!

Børn som er udfordret, af den ene eller den anden form og årsag, bruger man ofte tegninger af de 6 grundfølelser for at hjælpe dem med at forstå og håndtere de følelser de står med og beder dem udpege eller lave ansigter som spejler deres følelser i en given situation, men jeg ser en udfordring med tiden, da det bliver svært for børn især, men egentlig alle mennesker, at navigere i følelserne da der bliver længere og længere mellem ægte afspejling af følelser og forståelsen heraf.

Forestil dig lige lille Lotte som er faldet og har slået hul på knæet, hun går til sin mor eller far for trøst, men den eneste oprigtige trøst hun får er sætningen med; ”Av skat, det gjorde ondt” eller lign. men omsorgen og følelsen i mimikken er tom. Lotte ved ikke om mor og far mener det, om hun bliver set, hørt og forstået. Hvis mor og far er rigtig gode til at slå armene ud for at give et kram og puste, så sætter Lotte skam pris på det, men der vil altid være et tomt udtryk som vil kunne så tvivl om oprigtigheden.
Eller Rasmus hvis kæreste lige har slået op fordi hun har været sammen med en anden. Hans mor kan så stå der med det mest mimikløse ansigt og forsøge sig med et; ”ej hvor er det tarveligt af hende, det kan jeg godt forstå du er vred og ked af det over”. Hun kan da også give et kram, men den ægte følelse og de 55% af kommunikationen som består af kropssprog og mimik fejler lidt der.
Hvis Rasmus nu har mødt sin mor som barn med masser af mimik, så ved han godt hvordan hans mor ville have set ud, men det står lidt mere sløjt til med lille Lotte som ikke aner hvordan hendes mor eller far ser ud når de viser forståelse, empati og medfølelse og dermed kan hun også på sigt selv have svært ved at udtrykke en passende mimik når hendes veninde i skolen kommer til skade og dermed komme til at fremstå ligeglad eller knapt så forstående.

Noget af det mine klienter bla. kommer med er præcis følelsen af ikke at være blevet mødt og forstået da de var børn og unge. Vi har så meget behov for at spejle os i vores forældre, at se hvordan de reagere og håndtere deres følelser, samt blive mødt i, at de følelser vi selv har og mærker er ok, normale og uundgåelige. Uanset om man vil eller ej, så er det følelser der hele livet vil komme og gå løbende og dermed også følelser som skal læres at håndteres og mødes.

Men er det ikke lige meget om man lige fylder lidt i stressrynkerne mellem øjenbrynene og kommer lidt fylde i læberne? Det skal man jo altid gøre op med sig selv, men vi mister igen bare en del af den ægte følelse mennesker imellem. For lige præcis de rynker som kan komme mellem øjnene og munden viser også hvordan vi har det. Det viser noget om hvor trætte vi er, kede vi er og hvor stressede vi er. Dermed kan vores omgangskreds måske bedre se hvordan vi har det inden vi går ned med flaget. Spørge ind til os selvom det måske er svært at håndtere lige nu. Og hvorfor er det vi ikke kan og vil acceptere at vi bliver ældre? Vi lever i en tid som stresser vores krop og hud så den til tider kan se hurtige træt og gammel ud end vi har lyst til, men burde det i virkeligheden ikke bare være dén røde lampe der fik os til at stoppe en smule op og huske at livet ikke kun går ud på at se godt ud, have et ”godt” arbejde, ligne at det hele kører på skinner og alt er klinisk rent? Er det helt ærligt ikke bare ok at vi trækker stikket, lader vasketøjet flyde ud over kurven, dropper støvsugningen til i morgen og spiser gnavegrønt og rugbrød til aftensmad? Er det ikke bare vigtigere at være nærværende med sin familie? Så nærværende at din familie heller ikke er i tvivl om hvilket sted du er og lade din mimik fortælle din historie?